søndag den 29. april 2012

Skub i køkkenhaven

For en uge siden skrev jeg et indlæg, hvor jeg gav udtryk for min bekymring over, at jeg endnu ikke var startet på køkkenhaven. Det har jeg i dag, så nu har jeg det godt. Det er dejligt at vide, at kartofler, løg, dild, radise, rucola- og romaine-salat og fire slag sommerblomster nu er lagt, sat og sået. Først skulle der ryddes lidt op i bedene, jorden skulle luftes med greben, kultiveres og rives. Ah, det føles SÅ godt at være kommet så langt :)

Før

Efter
Lørdag gik med at gøre klar til og deltage i plantemarked i Odder. Solen skinnede og vejret var fornuftigt i Randers om formiddagen, men vejret i Odder om eftermiddagen var mildest talt træls! Koldt, ca. 7 grader, og småregn en stor del af tiden. Jeg havde fravalgt at iklæde mig ulden sweater om morgenen, og det fortrød jeg godt nok i løbet af eftermiddagen. Brrr, jeg glæder mig godt nok til nogle flere varmegrader! Nå, men det var nu hyggeligt at være på plantemarked og hilse på nogle af de gamle kendinge :)

Hav en god uge derude i haverne!


fredag den 27. april 2012

Hvilken plante?

Fra min underbevidstheds dyb er en attråværdig plante dukket op fra fortiden. Det var en, jeg mødte i en af haverne i min gamle kolonihaveforening i Århus. 

Planten er af ærteblomstfamilien, blomsterne blå/violette, højden ca. 70-100 cm. Bladene er friskgrønne og vist nok fligede. Det eksemplar, jeg gik og kiggede på, var stort - vel ca. 50 cm i diameter. 

Er der nogle af jer, der læser med, der har et bud på, hvilken plante det er, jeg drømmer om? Bud modtages med kyshånd :)

I min søgen er jeg kommet forbi en fin limegrøn/gul lathyrus: lathyrus cloranthus. Den er vist etåring. Er der nogen, der har erfaringer med den og evt. ved, om frøene kan købes i DK? 

Til slut vil jeg anbefale lathyrus sativus, som jeg prøvede første gang sidste år, idet jeg fik nogle planter af en veninde. Den er klart blå og meget, meget fin. Højden er ca. 100 cm, og den var ganske fordringsløs; i hvert fald fik den ingen specialbehandling, og den voksede og blomstrede så det var en fornøjelse. Da det blev frøsamlingstid, havde planterne produceret masser af store, flotte frø (der er et eller andet lækker ved frø i rigelige mængder, der er lette at høste og vriste ud af skallen, ikke?).

Tak for hjælpen derude fra blogland :)

Min hvide staudelathyrus, som desværre ikke har klaret vinteren

søndag den 22. april 2012

Hjælp - er jeg den eneste ...?

... der ikke har startet på køkkenhaven endnu. Ikke et eneste frø, knold eller løg er kommet i jorden i min køkkenhave. Jeg synes simpelthen, det har været alt for koldt og småtræls vejr. Meget andet har jeg ordnet i haven, men det, jeg senere skal spise, er jeg altså ikke kommet til endnu. Nu begynder jeg at få lidt dårlige nerver over, om jeg nu kan nå det hele. Og tænker også, at nu må jeg da vist liiiige slå koldt vand i blodet; der er trods alt kun den 22. april i dag! ;-)

Hvordan står det til i jeres køkkenhaver? Har I fået sået, lagt kartofler, sat løg m.m.?

PS: I drivhuset har jeg for en uges tid siden fået sået miniagurk, aubergine og to slags basilikum :)

Høst en julidag i 2011

søndag den 15. april 2012

Vand i nakken m.m.

Dagens fine solskinsvejr med et strejf af kulde i skyggen og vinden gav et par dejlige billeder i kameraet. Bl.a. er jeg pjattet med regndråber og dug på blomster og blade.


Løvefod

Kongelys

De sidste par ugers nattefrost har været hård ved mine kugleprimulaer. Jeg havde ellers sådan glædet mig til at nyde dem i år, da jeg efterhånden har fået plantet en del ud i alle bedene. Ak, sådan skal det så ikke være i år, men heldigvis er ikke alle kugleprimulaerne bukket under.



Vibeæg trives godt i den fugtige jord, der er i min have, så bl.a. dem vil jeg satse på fremover i stedet for tulipaner. Hvis ikke rådyrene forgriber sig på tulipanerne, så ligger løgene og rådner i jorden. Det bliver for dyrt og ærgerligt i længden, men heldigvis er der en del andre løgvækster, der trives hos mig.

Vibeæg

Tulipaner brugt som snack af rådyr
Til slut vil jeg vise noget, jeg glæder mig rigtig meget til at opleve i haven, nemlig et fint flor af prydløg. Jeg supplerede de par grupper prydløg, jeg allerede havde, med en del flere i efteråret, så  jeg forventer mig meget af dem, når vi når længere hen på sæsonen.

Pænt med prydløg (der er mange flere i nabobedene)

Alle de små spirer er selvsåede prydløg. Jeg regner med, de kommer i blomst om ca. 3-4 år

mandag den 9. april 2012

Plantemarkeder og plantesalg

Samtidig med den almindelige forårsklargøring i haven er jeg ved at gøre klar til min deltagelse i forårets plantemarkeder i Østjylland. Det første finder sted i Randers den 21. april kl.10-12.


Plantemarked på Gl. Estrup efterår 2011

Plantemarked på Gl. Estrup forår 2011

At producere nye planter er simpelthen en af mine yndlingsbeskæftigelser i haven :) Jeg kan jo ikke bruge dem alle sammen selv, så derfor er det genialt, at man kan tage på plantemarkeder og sælge/bytte overkuddet til andre planteglade mennesker.

Planteproduktion i drivhuset

Planteskolen

Hvis du har lyst til at modtage min plante- og prisliste, sender jeg den gerne til dig. Skriv en kommentar her på indlægget, på fanen "Plantesalg" eller send en mail på stauderiget(snabel-a)gmail.com.

Storkenæb - Ger. x oxo. 'Ankum's White'

Potentil - Potentilla 'Sulphur'

Kugleprimula - Primula denticulata

Hav et dejligt forår derude i haverne :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...