tirsdag den 26. februar 2013

Haverejsen til UK

I et tidligere indlæg her på bloggen fortalte jeg om julegaven til mig selv, nemlig en haverejse til England i slutningen af maj. Det var mentalt en stor mundfuld at gå i gang med planlæningen af sådan en rejse på egen hånd, for hvor skulle man starte og slutte, hvor skulle man bo etc., men nu er ruten lagt, og sommerfuglene i maven vågnet. I takt med at jeg har besøgt diverse fantastiske havers hjemmesider, er forventningens glæde steget og steget (brænde til bålet er helt sikkert også glæden ved forårets forhåbentlig snarlige kommen og dermed genåbning af kolonihaven og alle haveaktiviteterne).

En del af haverne, vi skal besøge, byder ud over de skønne haver også på spændende huse, caféer, shops og plantesalg. Fra Anne Just og Claus Dalby har jeg lært, at man sagtens kan fragte mange planter hjem i kufferten. Med i bagagen til England skal altså medbringes en rulle fryseposer og køkkenrulle til at pakke planter ind i. Jeg kan ikke gøre for det; jeg elsker simpelthen at shoppe planter :) Jeg glæder mig også meget til at snuse rundt i butikkerne i haverne og forhåbentlig finde lækre, engelske haveting. Og til at køre rundt i det engelske landskab og se på Agatha Christie- og Barnaby-landsbyer. Spise aftensmad på landsbypubben og lukke øjnene i yndige B&B-værelser. Jo, lidt anglofil er man vel ;-)

Her er vores rute, der foregår i Kent og Sussex:
Dag 1: Sissinghurst
Dag 2: Great Dixter
Dag 3: Pashley Manor Gardens og planteskolen Merriments
Dag 4: Gravetye Manor og Nymans Garden
Dag 5: Borde Hill Garden
Dag 6: Planteskolen French Street Nurseries

Vi skal bo de første tre nætter på B&B The Holt og de sidste to nætter på Ardingly Inn.

Hvad siger I - tror I ikke det bliver en kanon tur?

Great Dixter

tirsdag den 12. februar 2013

Jurrassic Park?

Det blev til en enkelt uge i varmen denne vinter (jeg satser på en længere tur næste vinter), men den var til gengæld også dejlig. Tenerife eller nogen af de øvrige kanariske øer har jeg ikke besøgt før, og det er også endog mange år siden, jeg sidst har været på charterferie. Men altså, når der kun var en uges ferie til rådighed, var det altså nemmere at lade nogle andre (læs Star Tours) tage sig af de praktiske foranstaltninger. Vi ramte den helt rigtige uge, hvor vi startede på 22 grader og endte på 27 - en flot uge i fuld sol. Ahh, det er altså en fantastisk følelse af afføre sig vinterstøvler og iføre sig klip-klappere :)

Vi havde lejet bil hele ugen og susede øen rundt. Det er en skøn frihed at have egen bil, da man kan køre lige derhen, hvor man vil og kan stoppe, når der er noget, der pirrer nysgerrigheden.

Jeg var spændt på at se planteudvalget på Tenerife på denne årstid, for på trods af den mere eller mindre konstante temperatur, er det trods alt vinter på der. Eller, viste det sig, forår. Alle steder var forårsklargøringen af terrassemarkerne i gang. Det er så livsbekræftende.


Overskriften henviser til denne fuldstændig vilde plante, vi så en del steder, og som hensætter mig til Jurrassic Park. Jeg ville overhovedet ikke blinke, hvis der også lige kom en dinosaurus forbi:


Jeg kan ikke huske, hvad planten hedder, men ligesom agaven bruger planten al sin kraft på at sætte denne enorme blomst, og den dør efter anstrengelserne. I vished om, at den har gjort, hvad den kan for at sikre slægtens videreførelse.

En anden dinusaurus-plante var de så berømte drageblodstræer. De er da også helt specielle:


Navnet kommer af den røde saft, de bløder ved fældning, skader, afsavning af grene m.m.

Der var masser af grønne spirer og blomster langs vejene, og et sted, vi kom forbi, var foråret helt overstadigt:


Vi lagde også vejen forbi et par planteskoler. Ligesom det er sjovt at se, hvad supermarkeder i udlandet byder på, er det sjovt at se på planteudvalget. Og jeg skal da lige love for, at det var ganske anderledes end på en dansk planteskole. Vi talte om, at det ville være en kæmpe udfordring at skulle anlægge en have på disse breddegrader. Man ville skulle begynde helt forfra, for intet at det, man har lært i sin egen have, gælder her!


Der dyrkes masser af bananer og andre eksotiske frugter på Tenerife. Det foregår i overdækkede indhegninger. Hvorfor, fandt vi ikke helt ud af, men måske har det noget at gøre med at beskytte dem fra saltindholdet i luften.


Tenerife kan helt sikkert anbefales til en lille "stikke af fra den danske vinter-tur" :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...