mandag den 30. december 2013

År 2013

Andre bloggere har åbnet kavalkadeballet, og jeg vil også bidrage med mit haveår 2013.

Pga. frostens vedholdenhed fik jeg et problem med mine planter i drivhuset, der blev tørre og tørstige. Det var nemlig frostens skyld, at åbning af vandet i kolonihaven blev historisk sen. Hurra for sneen, der med solens hjælp kunne vande de tørstige planter. Årets første projekt blev lægning af tre fliser, som havde stået lidt i vejen et par år. Året har også stået i malingens tegn, og i foråret fik jeg malet husets østfacade. En længe næret drøm om egen pilemark blev også ført ud i livet i april. De to allerbedste projekter var etablering af skyggesiddeplads under æbletræet og overdækning af terrassen; begge har jeg haft stor fornøjelse af. Planteskolen har været fyldt godt op i år, lige fra jeg kunne begynde at producere i foråret.



Sommerens komme medførte både flere projekter og selvfølgelig masser af arbejde af forskellig karakter i haven. Jeg havde ikke så mange grøntsager i køkkenhaven i år, da den mest fungerede som planteskole, men jeg har da høstet både kartofler, bønner, rødbeder etc. Staudehaven har struttet, og da min have ligger i et vådt område, har den ikke lidt af vandmangel. Pilemarken tog godt fat, der var godt gang i drivhuset, og oppotning af diverse stiklinger skete i en lind strøm. I den værste sommerhede fordelte jeg barkflis på stier, i indkørsel etc. med et par meget beskidte Frodo-fødder til følge. Den skønne sommer blev nydt i huset, hvor jeg tog bo i 2½ md.



Malerprojektet fortsatte, og jeg var så heldig at få hjælp af tre kvinder fra vores skønne kolonihavegruppe (se Vores Kolonihaver). Et fjernet køkkenskab gav plads til at male en tavle på væggen i køkkenet. Sommerferien bød på høje varmegrader, hækklipning og høst af masser af lækre solbær. Samtidig beskæring af busken gør plukningen nem og behagelig.



Jeg har længe haft planer om igen at besøge Anne fra Staudestedet, så jeg foretog en sommerudflugt dertil og fik selvfølgelig en masse dejlige planter med retur. Min egen planteskole bugnede også flot inden starten på efterårets plantemarkeder. Tomathøsten fra drivhuset var formidabel, så jeg mæsket mig i tomater på 100 måder. Dejlige sommeraftener og -eftermiddage blev nydt på terrassen; hold da op hvor har den overdækkede være en god investering. I det vestvendte læhegn var et stort piletræ fuldstændig råddent, og min nabo væltede det, så det ikke skulle gøre skade i en storm. Jeg skal da lige love for, at det gav lys og luft til min have og især min køkkenhave, der nu får sol hele eftermiddagen.



Æblehøsten fra både de tidlige 'Discovery' og de lidt senere 'Filippa' var meget tilfredsstillende. Da efteråret satte ind og stauderne begyndte at vise tegn på at gå i hi, gik jeg i gang med den årligt tilbagevendende begivenhed: At omorganisere i bedene. I mit rosenbed fjernede jeg bunddække af plettet tvetand (smuk, men svær at styre) og erstattede med til samlingen nyindkøbte geranium. Uha, jeg glæder mig til at se resultatet næste år. Altså, hvis bedet klarer angreb af både mosegris og muldvarp. Hrmpf! Overskud af planter sætter jeg ud på vejen, så andre kan få gavn af dem. De forsvinder hurtigt. Kvashegnet, som jeg etablerede i juli, ser godt ud. Juleferien og det milde vejr har lokket mig i kolonihaven nogle gange, hvor jeg har fyldt på kvashegnet og har høstet min pil.



Sådan en årskavalkade er da en super idé. Man får lige overblikket over alt det, man rent faktisk har nået i løbet af en sæson og får genkaldt sig nogle af alle de dejlige dage i haven. Ih, hvor jeg glæder mig til solen atter varmer planterne og menneskene til liv, og vi fortsætter det livsgivende arbejde i haverne. Godt nytår og god sæson 2014 til jer alle :)

torsdag den 26. december 2013

Forløsning

December blev en travl måned for mig både på jobbet og privat. Jeg gik derfor og drømte om at komme i kolonihaven og gå at ordne kvas og grene fra det store birketræ, der er blevet fældet. Med det milde decembervejr var en tur i haven absolut en realiserbar drøm, og det er da også blevet til hele to arbejdsture i ferien. Da min bil er på værksted, er arbejdsturene ovenikøbet blevet kombineret med traveture på 2 x 20-25 min frem og tilbage. Skønt at få sig rørt efter de stillesiddende spiseaktiviteter :)

For mig er det simpelthen så beroligende og meditativt at gå at ordne grene og kvas; stille og roligt arbejde sig igennem bunkerne, tage pinde fra til brænde og til kvashegnet og tage birkekvas fra til fyld til kvashegnet, birkekranse etc. Det medfører ganske enkelt ro i kaos inden i mig at bruge kroppen på den måde og bare lade tankerne være og nærmest meditere på enkelte ord eller sætninger. Det er nyttigt på flere planer, hvilket er en dobbeltglæde.




Kvashegnet vokser lige så stille. Birkekvas er meget smukt på hegnet, og da der er meget af det, skal hegnet nok komme op i højden i løbet af vinteren, når jeg kommer omkring haven for at arbejde på det.




Jeg har også fået høstet pilen på min lille pilemark. De tre sorter, 'Black Maul', 'Alba' og 'Americana' ligger nu klar til sortering. Da det er første høst - pilen blev plantet i april - har de fleste grene sidegrene og er dermed ikke 1. sortering, men de kan fint bruges til staudestøtter i den kommende sæson.

Pilehøsten. Poserne indeholder lækkert, velomsat fåremøg, som skal give mig kæmpegrøntsager næste år

Som erstatning for birketræet har jeg plantet en hasselbusk. Der er et par andre vilde hasselbuske i læhegnet mod vest, og de får den rigtige højde og tæthed ift. at danne læ. Med en navngiven og i plantecenter indkøbt sort regner jeg nu med fremover at kunne høste lækre nødder lige uden for min havelåge.


Selvom det er midvinter, kan man sagtens holde varmen, når man knokler i haven!


fredag den 22. november 2013

Tak for saksen

Sidste år fik jeg via min blog mulighed for kvit og frit at vælge et Fiskars-produkt, og jeg kvitterede selvfølgelig for tilliden med et indlæg på min blog.

Det må jeg have gjort godt, for igen i år blev jeg kontaktet og fik lov til at vælge mellem en beskærersaks med rullegreb og en grensaks (ørnenæb i min verden). Da jeg allerede havde et ørnenæb, som jeg var vældig tilfreds med (tilfældigvis også Fiskars), valgte jeg beskærersaksen - også fordi jeg faktisk manglede en back-up.

Saksen ankom - eller dvs. det var et ørnenæb, der ankom. Jeg "beklagede" min nød til kommunikationsfirmaet, der stod for kontakten, og fik uden videre omsvøb også tilsendt beskærersaksen. Meget fin service.

Således velekviperet ud i klippeværktøjer skulle der klippes og ordnes og afprøves i haven.

Beskærersaksen klipper selvfølgelig godt med sit nye, skarpe skær. Når det så er sagt, så er jeg faktisk ikke så vild med den. Det der rullegreb bliver jeg aldrig glad for. Det føles lidt underligt, at grebet bevæger sig i hånden, og efter tilbagerullet, skal håndens greb om saksen justeres. Jeg bruger som regel altid handsker, når jeg arbejder i haven, og det fungerer ikke godt med rullegrebet, der griber fat i handsken, når det ruller tilbage, så man skal ruske handsken fri af saksen.

Jeg vil betegne mig selv som hardcore havemenneske, der tilbringer næsten al min fritid i haven på en eller anden måde. Dette fordrer gode værktøjer, der passer til de mange projekter, jeg har gang i. Beskærersaksen med rullegreb er lige et nummer for lille til den slags hardcore aktiviteter, jeg udfolder. Jeg vil betegne saksen som en "damesaks", der passer fint til havenusseren, der nulrer rundt og nipper lidt visne rosenhoveder, pusler om krukkerne og klipper et enkelt, lille staudebed ned i foråret.

Tak for tilliden til Fiskars og muligheden for at prøve nogle nye produkter. Jeg håber, at I kan bruge min kritik til noget, og at jeg ikke har forpasset chancen til fremover at få lov til at afprøve nye produkter :)

Fiskars beskærersaks med rullegreb i udslået tilstand

Dette er ikke en sart, lille damehånd ;-)

Efterårsarbejde (oktober)

lørdag den 16. november 2013

Kombineret skur/drivhus

Jeg har fået en god idé. Inspirationen stammer fra drivhus-gruppen på Vores Kolonihaver og Yvons fine selvbyggede drivhus.

I min have er der to skure. Det er dejligt, da det giver god plads at brede sig på til alle de ting & sager, der nu en gang skal opbevares i et skur. Men som sagt ... inspireret af Yvons selvbyggede drivhus er jeg kommet i tanke om, at mit ene skur da garanteret godt kan blive ombygget til drivhus i stedet.

God idéer, råd om ting jeg skal overveje og tænke på, når et skur skal omdannes til drivhus, tips og andet modtages med kyshånd :)

Her er skuret:




Ja ja, jeg ved godt, at jeg allerede har et drivhus - det er bare ikke stort nok ;-) Det er kun ca. 5 kvm, og jeg kunne sagtens bruge mere plads under glas så jeg bl.a. kan få en lun og tør indendørs arbejdsplads.

Hvad siger I; tror I på projektet?

tirsdag den 17. september 2013

Hjem for klatrende planter

Da jeg købte min kolonihave i april 2009, var der ikke meget at komme efter i haven rent plantemæssigt. Huset var godt og haven velholdt, så den var lige til at gå til, og der var plads til alle de planter, jeg slæbte med fra min tidligere kolonihave. Noget af hækken ud mod vej var forholdsvis nyplantet, og de få buske og træer, der var, var ikke specielt prangende i højden.

For at skabe ly for indblik og mulighed for naturlig skygge i løbet af nogle år besluttede jeg mig for at bygge en pergola (altså Tage handy man skulle bygge en pergola ;-)). Jeg tegnede den, og Tage stod for opførelsen.

I år er pergolaen ved at være godt dækket af planter, og det er egentlig imponerede, hvor meget de fleste af planterne er vokset på fem vækstsæsoner. Den ene ende af pergolaen døjer dog med meget våd jord med det resultat, at det er lykkedes mig at slå både kaprifolie, flere klematis og roser ihjel! Andre planter som bl.a. rosen 'Splendens' vokser som en gal med en tilvækst på 4-5 m pr. år. Den er engangsblomstrende, men underskøn og dejlig, når den blomstrer i fuldt flor. Stedstegrøn kaprifolie klarer sig også fint i den våde ende.

Ikke mere snak; her følger billeder af pergolaen fra starten i april 2009 til sensommer 2013:

2009

2009

2009

Rosen 'Splendens' ca. 3 md efter plantning

1. maj 2010. Græsset viger for bede

3. juli 2010. Stenmel som gulv
10. juli 2010. Roserne er i god vækst
25. september 2010. Rosen 'Splendens' når toppen på pergolaen bare 1½ år efter plantning

20. august 2011.


13. oktober 2011. 'Splendens' er nu på vej hen over pergolaens tag

3. juli 2012

3. juli 2012. Rose 'Splendens'

7. juli 2013

7. juli 2013

16. juli 2013. Ukrudt vokser fint i stenmel,når underlaget er vådt! Barkflisen er rykket ind i stedet
14. september 2013

14. september 2013. Kan I lige fornemme de meterlange skud, der hænger ned fra taget? Det er 'Splendens'. I denne del af pergolaen eksperimentere jeg med at lave "skovsti" med masser af selvsåede kugleprimula, lidt storkenæb, og for nylig har jeg plantet trædebregne

lørdag den 31. august 2013

Impulskøb

Det er nu blevet den tid på året, hvor jeg slet ikke kan lade være med at cruise rundt på hjemmesiderne hos bl.a. Staudefeen, Staudestedet, Thyboesminde Stauder og andre af de skønne netplanteskoler. Således også i går aftes, hvor det var Annes skønne stauder hos Staudestedet, der stod for tur. Ih altså, hvor var der mange gode nyheder.

Da jeg vågnede her til morgen, var det med en stor trang til at besøge Staudestedet. Som sagt så gjort. Jeg kørte af sted ved middagstid. Der er ca. 60 km fra Randers til Rimsø, så det er ikke hver dag, jeg kommer forbi; faktisk er det fem år siden, jeg sidst var i Rimsø.

Staudestedet - fra mit besøg i juni 2008

Jeg havde selvfølgelig forberedt mig hjemmefra og havde en lang liste med. Anne var desværre ikke hjemme, da hun var af sted på Vilsund plantemarked, men hendes rare husbond var der til at hjælpe de kunder, der kom forbi.

Jeg fik alt på min liste - og mere til ;-) Håber jeg kan finde plads i bedene herhjemme ...

Dagens rov

Echinacea purpurea 'Sunshine'

Persicaria amplexicaulis 'Pink Elephant'

Montbretia 'Crimson'

Chokolademynte

Montbretie 'George Davidson'

Koreansk havesandrør

Helenium 'xx'
Den komplette liste:

Mosebunke 'Goldschlaier'
Koreansk havesandrør
Star - Carex foliosissima 'Ice Dance'
Solhat 'Tiki Torch' + 'Flame Thrower' + 'Sunshine'
Sibirisk asters
Solbrud 'xx'
Nellikerod 'Flames of Passion'
Hosta 'Purple Heart'
Iris sibirica 'Butter and Sugar'
Iris sibirica 'Demure Illini'
Marguerit 'Sonnenschein'
Kattehale 'Dropmore Purple'
Pileurt 'Pink Elephant'
Potentilla tonguei
Walisisk seline
Chokolademynte
Montbretie 'George Davisdon' + 'Crimson'
Fjerbusk, aruncus diocius 'Kneiffii'
Djævelsbid

Kommer I også til at gøre impulskøb på denne årstid?

torsdag den 29. august 2013

Endelig er der jackpot!

Kender I det igennem flere år at jagte og søge - efter svar, en plante, en duft, en ...? Og kender I så følelsen af lykke og triumf, når jagten bærer frugt? Det gør jeg - nu :)

For nogle år siden købte og indtog jeg grøntsager fra en pose af de frosne. Heriblandt var en lækker, lækker bønne. Desværre afslørede "indholdsfortegnelsen" ikke bønnens herkomst, og dermed indledtes en intens og årelang jagt.

Først tænkte jeg, at det måske var hestebønner. Dem dyrkede jeg i køkkenhaven for to år siden - læs indlæg herom her. Det var det ikke.

Hestebønner

Så tænke jeg, at det kunne være soyabønner og fandt ud af, hvilken sort jeg skulle prøve at dyrke i køkkenhaven året efter. Det blev ikke nødvendigt, da det pludseligt blev moderne med soyabønner, og de dukkede op i frysediskene i diverse supermarkeder.

Min videre forskning og læsning førte til en artikel om limabønner, der skulle være nogle meget lækre bønner. Dem skulle jeg prøve. Fandt frø på nettet - udsolgt. Fandt andre frø på nettet - udsolgt. Krise. Skrev min om kvie til Camilla Plum, der også havde haft limabønnefrø på hylderne i netbutikken, og heldigvis havde hun flere på lager, så jeg fik mine frø.

Første hold frø blev forspirret i drivhuset i foråret, men de rådnede. Heldigvis havde jeg ikke sået alle frøene, så jeg fik endnu en chance. I anden omgang spirede to frø, og da det var tid, blev de plantet sammen med de to agurkeplanter i drivhuset. Limabønner skal nemlig have varme og vokse i drivhus.

Jeg skal da lige love for, at er gang i de limabønner. De to planter har fuldstændig fået overtaget og kvalt agurkeplanterne med det resultat, at det er meget få agurker, jeg har høstet i år. Limabønnerne har sat massevis af blomster, men til at begynde med kom der ingen bønner ud af det. Endelig var der dog resultet, og bønnerne begyndte at vise sig.

Der er to agurkeplanter inde bag bønnernes bladmasser

Blomstrende limabønner og bønner på vej

I dag har jeg prøvehøstet den første bønne, og BINGO! Jackpot! Yippeekayay - det er den rigtige smag :) Lækker sprød og ærteagtig smag. Mums. Jeg glæder mig til at høste og forberede bønnerne. På trods af planternes voldsomme vækst, er jeg ikke imponeret over antallet af bønner, så det bliver vist kun til en enkelt portion bønner til et aftensmåltid. Det har været en spændende jagt og dejligt at være nået i mål.

Nyhøstet limabønne

tirsdag den 27. august 2013

Hrmpf!

Øv bøv, mosegrisen er kommet tilbage i min have. Der har ellers været dejligt fredeligt (og plant) hele sommeren, efter jeg i foråret fik ryddet op efter hr. mosegris' vinterhærgen. Hele (nå ja, sådan føltes det) min have var pløjet igennem, og jeg kørte bl.a. 2 (!) trillebørfuld sand ud af haven, som det #!!%##! bæst havde skubbet ud fra under mine fliser. De ligger lidt løsere nu!

Anyway, et godt råd med en gråzonemetode bestående af 10 dele vand og 1 del salmiakspiritus fik jaget bæstet væk. Men nu er den her igen - the return of the mosegris. Salmiakspiritussen er hjemkøbt i store mængder - the war is on! En kollega har med held holdt muldvarper ude af sin landhave med et apparat, der udsender højfrekvente lyde, og jeg har hørt nogen også anbefale det mod mosegrise. Er der nogen af jer, der har erfaring med sådan et apparat? Eller har andre afprøvede og virkningsfulde råd?


Jojo, mosegrisen kan også lave skud a la hr. muldvarp!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...