søndag den 26. april 2009

Sol og arbejde og gode mennesker

Endnu en skøn, solbeskinnet weekend i haven omend den egentlig blev ganske anderledes end planlagt. Lørdag væltede det ind med gode mennesker - og så er det lige jeg skal minde mig selv om, at i haven skal der ikke kun arbejdes, men også nydes og hygges - og hvor er det egentlig rigt, at der er så mange, der gerne vil være sammen med én :) Lørdag sluttede dagen af med krisehjælpe til god veninde, hvor jeg overnattede og blev, indtil en anden overtog søndag eftermiddag. Den slags SKAL der være plads til. Vi skal være der for hinanden! I dag søndag kom Carsten forbi efter mere granitgrus, og min far kom forbi med et andet objektiv til mit (hans) kamera (min fader er naturfotograf, og jeg har lånt et af hans aflagte kameraer). Desværre kunne han ikke lige få det til at virke, så han har taget kameraet med hjem for at se nærmere på det. Nå, men på kameraet ligger billeder af min næsten færdige pergola, men de må så vente med at blive offentliggjort her på sitet.

Den er ellers blevet vældig fin, pergolaen! Og stor! Men når der først kommer gang i slyngroser, klematis, kaprifolie etc., ja, så bliver det helt sikkert super flot. Har modtaget min rosenordrer fra Roseposten, så nu er jeg vældig spændt på at få plantet mine nye roser (de fleste er historiske).

På trods af gæstebud m.m. har jeg faktisk fået lavet en del i kolo denne weekend. Bl.a. har jeg fået etableret endnu et staudebed med stauder, der blomstrer i blåt og hvidt. Jeg har også fået plantet de fleste af de buske og træer, jeg har fået bragt til huse: Gulløvet pibeved, gulbroget taks, guldregn, thuja, rødløvet hyld, budleja, stedsegrøn xx, kornel og dværgsyren. Derudover har jeg forkultiveret endnu syv slags sommerblomster i drivhuset, og jeg har priklet én slag (tagestes 'Jolly Jester').

Hov, lørdag formiddag nåede jeg også lige på årets første plantemarked her i Randers. Det var vældig godt, og jeg fik selvfølgelig købt en masse rare sager. Det er jo så fordelen ved at være i gang med ny have - jeg kan rigtig købe løs på forårets plantemarkeder :)

søndag den 19. april 2009

Godt i gang

Ahh, hvilken skøn og virksom dag. Startede med at checke ny (for mig) planteskole ud, Roeds Planteskole nord for Randers. Havde medbragt liste over ønskede træer og buske - fik tre ud af fem: Paradisæble, vedbend og bærmispel. Bestilte amerikansk spiræa og kinesisk syren. Videre i kolo, hvor den har stået på udpakning af flyttekasser, oprydning, frokost på terrassen, udplantning, afslapning på terrassen, græsslåning, snak med genbo Annette, mere oprydning og mere plantning... Bedet langs indgangsstien er nu ryddet for granitskærver (Carsten hentede forleden), og hvor er det skønt at se den sorte muld. De første planter - buske og træ - er kommet i jorden, og i morgen skal jeg rigtig hygge mig med at designe mit nye bed. Stødte desværre på et problem: Drænrøret er ført lige midt i bedet, og det ligger ikke særlig dybt, så jeg har været i karambolage med plast og grus op til flere gange... hmm, håber ikke jeg har gjort nogen skade...

Det er forøvrigt interessant, som flere folk er ved at gå i koma over, at jeg vil af med granitskærverne - de synes det er så pænt og nemt! Smag og behag, men jeg synes altså, at det er grimt og dødt at se på. For mig skal en have være levende og altså bestå af planter, buske og træer.

lørdag den 11. april 2009

Forår, forår, forår

Har lige hørt vejrudsigten - den står på sol hele næste uge :) Så foråret fortsætter, og det er bare med at nyde det. Weekenden er tilbragt i kolo. Tog direkte derned efter job fredag, og både i går og i dag, var jeg dernede tidligt. Projekterne har indebåret udplantning af flere planter og løg, lugning, oppotning af bl.a. rosenstiklinge (New Dawn og Fantin Latour) fra sidste sommer, ompotning af planter, græsslåning m.m.

Der blev også tid til et par hyggelige besøg af bror og veninde Charlotte og dermed tedrikning i solen på terrassen - ahh!

De sommerblomster, jeg såede sidste søndag - altså for en uge sige - spirede allerede i onsdags! Der er de tre slags tagetes og zinnia, der er så ivrige efter et liv i lyset. Snerle er fulgt med nu. Så ud af 11 slags, er de fem allerede i gang.

Havedagen sluttede jeg af med at købe 12 slags dahlia hos Edel her i Randers. Hende har jeg fundet via en annonce i Gul & Gratis. Hun tager 10 kr. for en flot knold - det er da billigt! Jeg havde ellers selv efterhånden fået en fin samling dahlia, men min satsning sidste efterår på at opbevare mine knolde i kolonihavehuset resulterede i katastofe: ALLE knolde var helt muldne og mugne, da jeg kiggede til dem første på foråret. Øv, men sådan kan det gå. Nu har jeg fået nogle nye, som jeg vil glæde mig til at lære at kende.

Det har været en dejlig dag, og lige om lidt vil jeg drømme drivhusdrømme sammen med Claus Dalby. Han er min haveguru (og jeg har været så heldig at have besøgt hans fantastiske have i Risskov i Århus), og jeg GLÆDER mig til hans nye bog "Havedrømme", der udkommer 10. maj. Har sat kryds i kalenderen :)

søndag den 5. april 2009

Sol i haven

Som det meste af Danmarks øvrige havebefolkning har jeg tilbragt weekenden udendørs med alskens haveaktiviteter. Ah, hvor var det pragtfuldt at mærke den lune forårssol i går og igen her i eftermiddag.

Lørdag tilbragte jeg i kolo i Århus, hvor jeg fik de sidste planter og stiklinge gravet op, pakket skuret sammen og ordnet lidt forskelligt. Der blev også tid til en lille hente-is-og-kigge-på-andre-haver-tur, og så fik jeg sludret med at par naboer. Kirsten, min søde 79-årige genbo, vidste ikke at jeg var flyttet til Randers og skulle til at sælge haven. Mette kom forbi med sit barnebarn og fik lige hapset en himmelblå lungeurt her på falderebet.

I dag stod den så på kolo i Randers. Jeg startede sidst på formiddagen, hvor vejret endnu var gråt og lidt trist. Ergo startede jeg indendøre med at vaske køkkenskabe af, så de nu er klar til at modtage flyttelæsset (der er nu ikke ret meget) fra Århus på onsdag. Efter frokost stod den på haven, hvor planterne fra Århus blev gravet ned midlertidigt i køkkenhaven, og min hvide syren fik anvist sit nye hjem.

Nu vil jeg se frem til påskeferien og krydse fingre for dejligt havevejr. Det kan ikke siges ofte nok: Havelivet er bare pragtfuldt :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...