tirsdag den 26. maj 2009

Så blev kolo i Århus solgt

I dag lykkedes det så endelig efter 6 uger at få solgt kolo i Århus. Ikke fordi den var svær at sælge, men fordi processen med at få vurderet, sat til salg m.m. har være (urimelig) lang fra haveforeningens side. Men nu har min gamle kolo fået en ny ejer og heldigvis en, der er planteinteresseret, og som vil arbejde videre med haven som den er nu. Det er jeg rigtig glad for, for jeg har jo lagt så utrolig meget kærlighed i min lille, skønne plet. Nu gælder det så den nye kolo i Randers - det er her kærligheden til planterne nu skal udfoldes.

mandag den 11. maj 2009

Min gamle kolo er alene hjemme...


Suk, nu håber jeg godt nok, at min kolo i Århus snart kan blive sat til salg. Jeg kontaktede næsteformanden i min haveforening lige efter påske (15.4) med henblik på at få min have vurderet, og hold da op, hvor jeg synes det har været en laaaaangsommelig proces! Først i går fik jeg vurderingsprisen, så nu skal jeg lige modtage et stykke papir, underskrive og returnere, og så kan folk på ventelisten endelig blive kontaktet. Det bliver ikke noget problem at komme af med haven, for der er 50 på venteliste, men øv hvor ærgerligt, at det kunne tage så lang tid. Og så her i foråret, hvor der dels er mange, der venter på at købe en have, og dels gror græs og ukrudt livligt, og haven kræver i det hele taget en masse tid & kærlighed.

Det var da også et lidt trist syn, der ventede mig, da jeg drog til Århus i går - jeg havde efterhånden dårlige nerver over at tænke på, hvordan græsset groede. Græsset var nærmest knæhøjt (nå ja, måske ikke helt....), ukrudtet havde fantastiske betingelser, stauderne var ikke blevet klippet ned, køkkenhaven var ikke blevet ryddet etc. På den anden side var det også et meget frodigt syn, der mødte mig, og min favorit, den lysviolette syren, var nyudsprunget og duftende. Også snebollen spredte sin fantastiske duft i haven og i det hele taget var alt i gro.

Jeg slog en del af græsplænen og klippede en del stauder ned - kunne ikke nænne, at min have bare skulle stå upasset hen, selvom jeg mentalt har givet slip på den. Den står alligevel mit hjerte nær, min første have, hvor jeg har tilbragt så mange dejlige timer, og hvor jeg har opdaget min passion for have & planter - tak for det, jeg fyldes med taknemmelighed :)

Med lidt held, så tror jeg dog, at min have er solgt i slutningen af næste uge... Og hvor er det egentlig ærgerligt, at jeg ikke kan sætte den til salg her på sitet og selv bestemme, hvem der skal have den.

søndag den 26. april 2009

Sol og arbejde og gode mennesker

Endnu en skøn, solbeskinnet weekend i haven omend den egentlig blev ganske anderledes end planlagt. Lørdag væltede det ind med gode mennesker - og så er det lige jeg skal minde mig selv om, at i haven skal der ikke kun arbejdes, men også nydes og hygges - og hvor er det egentlig rigt, at der er så mange, der gerne vil være sammen med én :) Lørdag sluttede dagen af med krisehjælpe til god veninde, hvor jeg overnattede og blev, indtil en anden overtog søndag eftermiddag. Den slags SKAL der være plads til. Vi skal være der for hinanden! I dag søndag kom Carsten forbi efter mere granitgrus, og min far kom forbi med et andet objektiv til mit (hans) kamera (min fader er naturfotograf, og jeg har lånt et af hans aflagte kameraer). Desværre kunne han ikke lige få det til at virke, så han har taget kameraet med hjem for at se nærmere på det. Nå, men på kameraet ligger billeder af min næsten færdige pergola, men de må så vente med at blive offentliggjort her på sitet.

Den er ellers blevet vældig fin, pergolaen! Og stor! Men når der først kommer gang i slyngroser, klematis, kaprifolie etc., ja, så bliver det helt sikkert super flot. Har modtaget min rosenordrer fra Roseposten, så nu er jeg vældig spændt på at få plantet mine nye roser (de fleste er historiske).

På trods af gæstebud m.m. har jeg faktisk fået lavet en del i kolo denne weekend. Bl.a. har jeg fået etableret endnu et staudebed med stauder, der blomstrer i blåt og hvidt. Jeg har også fået plantet de fleste af de buske og træer, jeg har fået bragt til huse: Gulløvet pibeved, gulbroget taks, guldregn, thuja, rødløvet hyld, budleja, stedsegrøn xx, kornel og dværgsyren. Derudover har jeg forkultiveret endnu syv slags sommerblomster i drivhuset, og jeg har priklet én slag (tagestes 'Jolly Jester').

Hov, lørdag formiddag nåede jeg også lige på årets første plantemarked her i Randers. Det var vældig godt, og jeg fik selvfølgelig købt en masse rare sager. Det er jo så fordelen ved at være i gang med ny have - jeg kan rigtig købe løs på forårets plantemarkeder :)

søndag den 19. april 2009

Godt i gang

Ahh, hvilken skøn og virksom dag. Startede med at checke ny (for mig) planteskole ud, Roeds Planteskole nord for Randers. Havde medbragt liste over ønskede træer og buske - fik tre ud af fem: Paradisæble, vedbend og bærmispel. Bestilte amerikansk spiræa og kinesisk syren. Videre i kolo, hvor den har stået på udpakning af flyttekasser, oprydning, frokost på terrassen, udplantning, afslapning på terrassen, græsslåning, snak med genbo Annette, mere oprydning og mere plantning... Bedet langs indgangsstien er nu ryddet for granitskærver (Carsten hentede forleden), og hvor er det skønt at se den sorte muld. De første planter - buske og træ - er kommet i jorden, og i morgen skal jeg rigtig hygge mig med at designe mit nye bed. Stødte desværre på et problem: Drænrøret er ført lige midt i bedet, og det ligger ikke særlig dybt, så jeg har været i karambolage med plast og grus op til flere gange... hmm, håber ikke jeg har gjort nogen skade...

Det er forøvrigt interessant, som flere folk er ved at gå i koma over, at jeg vil af med granitskærverne - de synes det er så pænt og nemt! Smag og behag, men jeg synes altså, at det er grimt og dødt at se på. For mig skal en have være levende og altså bestå af planter, buske og træer.

lørdag den 11. april 2009

Forår, forår, forår

Har lige hørt vejrudsigten - den står på sol hele næste uge :) Så foråret fortsætter, og det er bare med at nyde det. Weekenden er tilbragt i kolo. Tog direkte derned efter job fredag, og både i går og i dag, var jeg dernede tidligt. Projekterne har indebåret udplantning af flere planter og løg, lugning, oppotning af bl.a. rosenstiklinge (New Dawn og Fantin Latour) fra sidste sommer, ompotning af planter, græsslåning m.m.

Der blev også tid til et par hyggelige besøg af bror og veninde Charlotte og dermed tedrikning i solen på terrassen - ahh!

De sommerblomster, jeg såede sidste søndag - altså for en uge sige - spirede allerede i onsdags! Der er de tre slags tagetes og zinnia, der er så ivrige efter et liv i lyset. Snerle er fulgt med nu. Så ud af 11 slags, er de fem allerede i gang.

Havedagen sluttede jeg af med at købe 12 slags dahlia hos Edel her i Randers. Hende har jeg fundet via en annonce i Gul & Gratis. Hun tager 10 kr. for en flot knold - det er da billigt! Jeg havde ellers selv efterhånden fået en fin samling dahlia, men min satsning sidste efterår på at opbevare mine knolde i kolonihavehuset resulterede i katastofe: ALLE knolde var helt muldne og mugne, da jeg kiggede til dem første på foråret. Øv, men sådan kan det gå. Nu har jeg fået nogle nye, som jeg vil glæde mig til at lære at kende.

Det har været en dejlig dag, og lige om lidt vil jeg drømme drivhusdrømme sammen med Claus Dalby. Han er min haveguru (og jeg har været så heldig at have besøgt hans fantastiske have i Risskov i Århus), og jeg GLÆDER mig til hans nye bog "Havedrømme", der udkommer 10. maj. Har sat kryds i kalenderen :)

søndag den 5. april 2009

Sol i haven

Som det meste af Danmarks øvrige havebefolkning har jeg tilbragt weekenden udendørs med alskens haveaktiviteter. Ah, hvor var det pragtfuldt at mærke den lune forårssol i går og igen her i eftermiddag.

Lørdag tilbragte jeg i kolo i Århus, hvor jeg fik de sidste planter og stiklinge gravet op, pakket skuret sammen og ordnet lidt forskelligt. Der blev også tid til en lille hente-is-og-kigge-på-andre-haver-tur, og så fik jeg sludret med at par naboer. Kirsten, min søde 79-årige genbo, vidste ikke at jeg var flyttet til Randers og skulle til at sælge haven. Mette kom forbi med sit barnebarn og fik lige hapset en himmelblå lungeurt her på falderebet.

I dag stod den så på kolo i Randers. Jeg startede sidst på formiddagen, hvor vejret endnu var gråt og lidt trist. Ergo startede jeg indendøre med at vaske køkkenskabe af, så de nu er klar til at modtage flyttelæsset (der er nu ikke ret meget) fra Århus på onsdag. Efter frokost stod den på haven, hvor planterne fra Århus blev gravet ned midlertidigt i køkkenhaven, og min hvide syren fik anvist sit nye hjem.

Nu vil jeg se frem til påskeferien og krydse fingre for dejligt havevejr. Det kan ikke siges ofte nok: Havelivet er bare pragtfuldt :)

lørdag den 28. marts 2009

Årets første spadestik

Hvilken produktiv dag. Startede dagen med at læsse en flyttekasse af i Vasen, og så gik turen til kolo i Århus. Her pakkede jeg urtepotter m.m. ned og tog drivhuset ned til Mette. Mette hentede jeg kl. 13, og så gik vi ellers i gang med at grave op: krydderurter, roser, buske, stauder, løg, slyngplanter. Seks ud af mine syv, fine jernbuer kom også også op. Skønt at Mette hjalp! Nu kan jeg overskue resten af opgravningen på egen hånd. Selvom vejret så kedeligt ud, var det faktisk skønt - og super arbejdsvejr. En enkelt byge jog os indendøre, men derudover holdt det tørt hele dagen. Puntoen var fyldt til bristepunktet, da jeg returnerede Mette til Viby og selv drog til Silkeborg for at spise på café med en veninde. Og nu er jeg hjemme igen; godt mør og slapper af med en tur på nettet.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...