fredag den 19. april 2013

Hu hej, hvor det går

Og ja, det er ikke aktiviteten på min blog, jeg henviser til ;-) Næ, det er aktiviteten i min kolonihave nu, hvor frosten endelig har sluppet sit tag, og man for alvor kan komme i gang med projekterne. Og projekterne har hobet sig op i den tid, hvor man ikke har kunnet komme i jorden. Men nu er der gang i den; kroppen værker, kinderne blusser efter blæsten og tilfredsstillelsen ved at gennemføre projekter er stor.

Jeg har længe gerne villet have min egen pilemark, og i dag blev denne drøm opfyldt. Jeg har købt pilestiklinge og sort plast hos Teglbrændergården, og i dag blev marken endelig en realitet. Mark er nok så meget sagt, men overdrivelse fremmer forståelsen. Inden jeg kom så langt, havde jeg ryddet et stykke for brændenælder, ribsbuske og et stk. kompostbeholder. Plasten blev lagt, og jeg må sige, at det var lidt af en bedrift ene mand i dagens blæsevejr! Derefter satte jeg 25 stk. stiklinger af hver af sorterne 'Black Maul', 'Alba' og 'Americana'. Det bliver dejligt at blive selvforsynende med pil til flet, staudestøtter, hegn etc.




Et andet projekt, der længe har været en drøm, var at få overdækket noget af min terrasse, så lune sommerdage kan nydes udendørs på trods af en let sommerbyge, og så duggen ikke forkorter ellers skønne sommeraftener. Dette projekt har min handyman, Tage, udført for mig. Han har også bygget en briks, der skal stå i hjørnet, og ih, hvor jeg altså glæder mig til at tage en eftermiddagslur der ;-)



Hvilke forårsprojekter har I gang i derude i haveland?

6 kommentarer:

  1. Hvem der bare havde en handyman som Tage! Hvor ser din pilemark flot ud. Nu er kunsten at få vand ned til rødderne. Det kan godt være lidt svært, når man dyrker i plast. Jeg kan anbefale dig at lave nogle huller til at vande igennem. Lad slangen ligge og sive i lign fid frem for en hurtig skylle. Det skal nok blive flot. Jeg glæder mig til at følge med, og kommer helt til at savne min mark, som jeg måtte sløjfe, for at få,plads til nyt hus.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er godt med en handyman. Jeg "fandt" Tage på nettet for fire år siden ifm. en flytning, hvor jeg manglede en, der kunne hjælpe med alt det praktiske med at sætte billeder, lamper, hylder, gardinstænger etc. op. Det er også Tage, der har bygget pergolaen i min have.

      Tak for rosen mht. min pilemark og for det gode råd mht. vanding. Jeg skal selvfølgelig holde øje med, at pilen er fugtige nok, men nu er det sådan, at min have ligger i et meget fugtigt område med høj grundvandsstand, så jeg tror ikke, det overhovedet bliver nødvendigt at vande. Det bliver spændende, om jeg allerede til vinter kan høste min første pil :)

      Slet
  2. Hvor spændende. Skal du så til at flette?

    SvarSlet
    Svar
    1. Meningen med pilen er at have let adgang til materiale til staudestøtter, dekoraktion og ja, enkelte fletteprojekter.

      Jeg har været på flere pilefletterkurser for år tilbage, så mon ikke jeg stadig husker nogle af teknikkerne? Måske jeg endda bliver inspireret til at tage på kursus igen :)

      Jeg arbejdede med pil, da jeg arbejdede i Den Økologiske Have i Odder, og synes, pil er sådan et lækkert og æstetisk materiale.

      Slet
  3. Lotte - med det område du har have i, så er pil da genialt. Jeg har før i forbindelse med mit arbejde dyrket pil og det er bare så nemt. God fornøjelse.

    FED FED overdækning. Det vil jeg også have her i sommer. Jeg synes det er øv at gå ind, hvergang det regner.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror heller ikke, jeg får problemer med vand til pilen ;-)

      Jeg er bare så glad for min overdækkede terrasse, og jeg er helt sikker på, at jeg får rigtig meget glæde af den hele sæsonen. Glæder mig til at se din, når du får den ført ud i verden. Sig til, hvis du skal have tlf.nr. på handyman Tage :)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...