søndag den 26. april 2009

Sol og arbejde og gode mennesker

Endnu en skøn, solbeskinnet weekend i haven omend den egentlig blev ganske anderledes end planlagt. Lørdag væltede det ind med gode mennesker - og så er det lige jeg skal minde mig selv om, at i haven skal der ikke kun arbejdes, men også nydes og hygges - og hvor er det egentlig rigt, at der er så mange, der gerne vil være sammen med én :) Lørdag sluttede dagen af med krisehjælpe til god veninde, hvor jeg overnattede og blev, indtil en anden overtog søndag eftermiddag. Den slags SKAL der være plads til. Vi skal være der for hinanden! I dag søndag kom Carsten forbi efter mere granitgrus, og min far kom forbi med et andet objektiv til mit (hans) kamera (min fader er naturfotograf, og jeg har lånt et af hans aflagte kameraer). Desværre kunne han ikke lige få det til at virke, så han har taget kameraet med hjem for at se nærmere på det. Nå, men på kameraet ligger billeder af min næsten færdige pergola, men de må så vente med at blive offentliggjort her på sitet.

Den er ellers blevet vældig fin, pergolaen! Og stor! Men når der først kommer gang i slyngroser, klematis, kaprifolie etc., ja, så bliver det helt sikkert super flot. Har modtaget min rosenordrer fra Roseposten, så nu er jeg vældig spændt på at få plantet mine nye roser (de fleste er historiske).

På trods af gæstebud m.m. har jeg faktisk fået lavet en del i kolo denne weekend. Bl.a. har jeg fået etableret endnu et staudebed med stauder, der blomstrer i blåt og hvidt. Jeg har også fået plantet de fleste af de buske og træer, jeg har fået bragt til huse: Gulløvet pibeved, gulbroget taks, guldregn, thuja, rødløvet hyld, budleja, stedsegrøn xx, kornel og dværgsyren. Derudover har jeg forkultiveret endnu syv slags sommerblomster i drivhuset, og jeg har priklet én slag (tagestes 'Jolly Jester').

Hov, lørdag formiddag nåede jeg også lige på årets første plantemarked her i Randers. Det var vældig godt, og jeg fik selvfølgelig købt en masse rare sager. Det er jo så fordelen ved at være i gang med ny have - jeg kan rigtig købe løs på forårets plantemarkeder :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...