Denne uge har budt på nogle skønne dage, som jeg har udnyttet til fulde. Direkte i kolo efter job og lige til mørket begyndte at falde på kl. 19.30. Projekt flytte-planter-og-plante-nyt er i fuld gang. En af mine yndlingsbeskæftigelser i haven. I dag røg dahlia op, selvom hr. frost ikke har været forbi endnu. Hvid fredløs, som er en utrolig smuk plante, og som jeg holder meget af, er alt for ustyrlig sammen andre stauder, så den skal have et bed for sig selv. Og det var der, dahlia residerede. Den lille stump hvid fredløs, jeg plantede sidste forår, var blevet til en meget stor plante, der var i fuld gang med at infiltere både asters, hvid kugletidsel, viofrøstjerne m.fl. Det er der sat en stopper for, og hvid fredløs kan nu få lov at boltre sig i ro og mag sammen med bregner og eventuelle høstanemone-overlevere.
Jeg har fået nye bede. "Sumpbedet" fra sidste år er blevet forhøjet og jordforbedret med græstørv, der har formuldet under pressening hen over sommeren. Bede langs græsplænen er blevet udvidet. Planter er gået ud eller har ikke performet og efterlader dermed huller i bedene. På trods af et stort plantelager med nyindkøbte og diverse egne stiklinge og frøsåede stauder, så tror jeg faktisk, det kommer til at knibe med at fylde alle de ledige pladser. Heldigvis kan det jo klares dels med sommerblomster til næste år, dels med indkøb på forårets plantemarkeder. Og det er jo en dejlig beskæftigelse - indkøb på plantemarkeder!
Der er stadig lidt over en måned tilbage til projekter i efterårshaven. Jeg er godt med og har god haveenergi, så haven skal nok blive puttet godt og grundigt i år.
Jeg har desværre hørt alt for mange, for hvem den hvide fredløs kapitulerede sidste vinter, men du må jo have den perfekte jord til dem. Hyggelig blog du har - vi ses til forårets plantemarkeder.
SvarSletJeg troede ikke, hvid fredløs kunne slås ihjel ;-) Min erfaring er, at selv en bette rodstump efterladt i jorden hurtigt frembringer en ny plante. Men når mange har mistet deres sidste vinter, så er jeg glad for, at min klarede den. Forhåbentlig nåede den at etablere sig godt på sit nye voksested, inden vinteren satte ind. Det vil vise sig til foråret.
SvarSlet