mandag den 14. september 2009
Efterårsprojekter og fremtidsdrømme
Den 3. august startede jeg nyt job, og den slags tager energi. For mig i hvert fald, og konsekvensen har været, at jeg slet ikke har haft energi på min have i august. Jeg har skam været der efter job på de gode dage, men har bare slappet med kaffe og en god bog i solen - og det er jo også en del af livet som koloejer. Har også høstet og høstet: Agurker, tomater, squash, bønner, hindbær.
Nu er haveenergien kommet tilbage, og jeg er kommet i gang med de projekter, jeg normalt elsker her i efteråret, nemlig renovering af bede og nyetablering af bede. Har været på plantemarkeder og Staudemarken og har masser af nye, spændende planter stående parat til en ny tilværelse hos mig. Drømmene om 2010-sæsonen og -haven er allerede i gang...
Sumpbedet har jeg ryddet for planter. Om et par uger kommer Ejnar og graver græs væk fra min pergola (hvor der skal være stenmelssti). Græstørven skal så over på sumpbedet i 2-3 tørvs tykkelse, så der dels kommer mere muld på, dels bliver niveauet hævet lidt, så bedet bliver knap så sumpagtigt.
Aktion "fjernelse af 5 mega-astiber" er også i gang - 3 stk. er væk. Senere kommer turen så til en monster-mega-høstanemone, der så smuk, men alt for vild & voldsom.
Der venter også omrokering af diverse andre stauder. Og så skal jeg have købt et æbletræ, 'Discovery', som jeg har smagt hos min haveveninde Mette, og det er bare det mest fantastiske æble. Den perfekte balance mellem sødt/syrligt/sprødt/saftigt, og smukt er det også med rød skræl, der trænger ind i det perfekt hvide frugtkød.
Og roser - jeg skal have flere roser. Til pergolaen. Og til rosenbedet, der skal udvides (græsplænen må vige). Min havesæson plejer at strække sig helt ind i starten af november, så der er lang tid til, jeg lukker ned. Plejer godt nok også at være noget alene i kolonien, når vi kommer længere hen på efteråret.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar