fredag den 18. juni 2010

Før og efter - i kolonihaven



Jeg har ejet min kolonihave 1 år og 3 md nu. Og der er godt nok sket meget i den periode. Den første sæson ændrede haven fuldstændig udtryk og karakter, og der er også allerede kommet nyt til i indeværende sæson. Planter tilføres jo i en lind strøm generelt og hele tiden. Kan bare ikke lade være med at købe - især på de skønne plantemarkeder, men også på nettet hos fx Staudestedet og Staudefeen.
Fra at være et plantefattigt granithelvede er haven nu forvandlet til en frodig oase med alskens vækster. Ja, jeg er vist det, man kalder "nørd" eller plantesamler - og jeg er stolt af det ;-) Især har geranium, roser, astrantia, geum, heuchera, pulmonaria og brunnera ramt mit hjerte, og jeg må bare eje mange af dem. Mere herom i et andet indlæg.
Se før og efter-collage af Achilleas indtog i haven i indlæg ovenfor.

Foråret i blomst

Stemningsbilleder for sommer i haven














mandag den 5. april 2010

torsdag den 1. april 2010

Nogen har mere forår end andre

Selvom der i dag har blæst en stiv kuling og været ret så koldt her i Bruxelles, hvor jeg befinder mig på påskeferie, ja så har de noget vi (endnu) ikke har! Træer og buske har et lysegrønt skær, tulipaner står med knopper, snepryd blomster, påskeliljer står med masser af grønt (de to sidstnævnte har dog fået et frostsvirp kan man se) og bl.a. japansk kirsebær blomstrer. Det er vel sådan ca. 3 uger foran os i DK? Men så har vi noget at glæde os til - lige om lidt :)

søndag den 21. marts 2010

Første haveaktivitet, der involverer jord


Pelagonierne har henslæbt en mørk vinter i en reol i en mørk trappeopgang. Nu er de kommet ind i varmen og lyset og er blevet vandet op med gødningsvand og er blevet nusset en smule om. Omplantning i ny jord venter til, jeg kommer i gang i kolo. Det er altså noget nemmere at stå og rode udendørs med den slags.

De er godt nok noget sølle, blege og ranglede at se på, pelagonierne, men de skal nok komme efter det og kvittere med masser af blomster i drivhuset til sommer.

søndag den 14. marts 2010

Status oven på vinteren

Hvor er det skønt at se & mærke solen. Sneen smelter hastigt, og op dukker en slags akæologisk udgravning anno 2009: Brugt nytårsskyts og hidtil nedfrosne hundelorte dukker frem i stor mængder i bybilledet!

Dagens travetur til kolo afslørede, at foråret også kommer til os i 2010. Vintergækker og erantis er endelig ved at fravriste magten fra vinteren; de tittede så småt frem imellem sne og pletter med bar jord.

I haven var der vidnesbyrd om rådyrbesøg: Små dynger "delfaer" og to totalt afgnavede stedsegrønne buske. Mit i efteråret nyplantede Discovery-æbletræ havde også fået kærligheden at føle i form af afgnavede skudspidser.

Derimod så det ud til, at mine nyplantede roser havde klaret vinteren. I hvert fald er der små lovende røde knopper på grenene, og for mit indre blik ser jeg de kaskader af smukke roser, jeg bestemt forventer alle mine nye roser skal give mig til sommer.

Der står stadig vand, der hvor jeg har fået gravet græstørv af under pergolaen, men den svuppende fornemmelse, der ellers har været på flisegangen ind i haven er heldigvis forsvundet. Pumpen har så flot klaret jobbet hele vinteren.

I skuret var der sket skade, og det fossede ned med smeltevand. Et spær er knækket under snemængden, og trapetzpladerne buler faretruende. Frem med balje til at opsamle resten af smeltevandet. Var lige oppe på en stige og fik skrabet en stor klump is ned - så skal det da ikke ende sine dage inde i mit skur.

Om 2 uger åbnes vandet i haveforeningen. Det er lidt svært at forestille sig, at det er nu vi skal i gang, men forårs- og havefornemmelserne begynder da så småt at vågne i min vinterkrop.

Vel mødt til havesæson 2010 :)

mandag den 14. september 2009

Efterårsprojekter og fremtidsdrømme


Den 3. august startede jeg nyt job, og den slags tager energi. For mig i hvert fald, og konsekvensen har været, at jeg slet ikke har haft energi på min have i august. Jeg har skam været der efter job på de gode dage, men har bare slappet med kaffe og en god bog i solen - og det er jo også en del af livet som koloejer. Har også høstet og høstet: Agurker, tomater, squash, bønner, hindbær.

Nu er haveenergien kommet tilbage, og jeg er kommet i gang med de projekter, jeg normalt elsker her i efteråret, nemlig renovering af bede og nyetablering af bede. Har været på plantemarkeder og Staudemarken og har masser af nye, spændende planter stående parat til en ny tilværelse hos mig. Drømmene om 2010-sæsonen og -haven er allerede i gang...

Sumpbedet har jeg ryddet for planter. Om et par uger kommer Ejnar og graver græs væk fra min pergola (hvor der skal være stenmelssti). Græstørven skal så over på sumpbedet i 2-3 tørvs tykkelse, så der dels kommer mere muld på, dels bliver niveauet hævet lidt, så bedet bliver knap så sumpagtigt.

Aktion "fjernelse af 5 mega-astiber" er også i gang - 3 stk. er væk. Senere kommer turen så til en monster-mega-høstanemone, der så smuk, men alt for vild & voldsom.

Der venter også omrokering af diverse andre stauder. Og så skal jeg have købt et æbletræ, 'Discovery', som jeg har smagt hos min haveveninde Mette, og det er bare det mest fantastiske æble. Den perfekte balance mellem sødt/syrligt/sprødt/saftigt, og smukt er det også med rød skræl, der trænger ind i det perfekt hvide frugtkød.

Og roser - jeg skal have flere roser. Til pergolaen. Og til rosenbedet, der skal udvides (græsplænen må vige). Min havesæson plejer at strække sig helt ind i starten af november, så der er lang tid til, jeg lukker ned. Plejer godt nok også at være noget alene i kolonien, når vi kommer længere hen på efteråret.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...